2026-04-20 13:00

Karen Blixen og Amerika

Karen Blixen udkom først i USA i 1934 – og først året efter i Danmark, i 1935. I USA fik hun en stormende modtagelse, mens modtagelsen i Danmark var mere lunken.

Siden er Karen Blixen blevet en af Danmarks mest kendte forfattere. Hendes værker er oversat til 137 sprog og udgivet i utallige oplag. Hun har lagt navn til veje og pladser og har prydet en 50-kroneseddel. Hendes forfatterskab gjorde Rungsted til en litterær hovedstad. Og senere var det en Hollywoodfilm, der for alvor fik hendes navn på alles læber verden over.

USA spillede en langt større rolle i Blixens succes, end man ofte husker. Amerika var en motor i hendes gennembrud. Samtidig findes der et parallelt spor i Blixens historie: hendes amerikanske venskaber. De venskaber adskiller sig markant fra de danske relationer. I Danmark førte hun dybe og alvorlige samtaler med personer som Aage Henriksen og Thorkild Bjørnvig om eksistens, litteratur og djævlepagter.

De amerikanske venskaber viser en anden side. Et godt eksempel er hendes venskab med den amerikanske forfatter Eugene Walter. Her drejer det sig ikke om tunge eksistentielle diskussioner, men om humor, drillerier og skæg og ballade.

Karen Blixen opfattes ofte som en alvorlig og ophøjet skikkelse. Men hun kunne også være legesyg og festlig.

Denne side af hende træder tydeligt frem i nogle breve, hun skrev til Eugene Walter – breve, som museet erhvervede sidste år. Gennem dem får man et sjældent indblik i en Karen Blixen, der ikke altid passer ind i det billede, man ofte har af hende.

Sognegården

Barakstien 2 2970 Hørsholm

Kontakt os

Du er velkommen til at skrive til Blixen Klub ved at benytte den følgende formular. Når du sender formularen godkender du samtidig Blixen Klub's privatlivs-politik, som du kan finde her på websiden. Det er en forudsætning for, at vi kan registrere din henvendelse og vende tilbage til dig. Du vil høre fra os snarest muligt.